Sunday, April 07, 2013

Strik

Jeg har gennem tid lavet så mange forskellige designs.
Mange af dem har jeg aldrig fået lavet opskrifter på, det er jeg nu igang med.
En af dem jeg aldrig har lavet opskrift på er denne vest/top, "Rødtop"
Om et par dage har du mulighed for at købe den i netbutikken.
Rødtop

Dejlige søndag!

Hvor blev du lige af?

Oprydning, rengøring etc....

Jeg vil jo allerhelst strikke!

Nyd resten af dagen derude!

Tulipaner

Jeg vil gerne snart se disse tulipaner blomstre.

Thursday, April 04, 2013

Stjernedrys

En dejlig fredag morgen med mine notater og beregninger liggende til et nyt projekt.
Det er en meget hurtig kladde der ligger her foran mig.
De der stjerner vil gerne bruges til noget mere.
Mine beregninger skal blive til et babytæppe "Stjernedrys" og kan laves til en voksenseng om man vil.

Babytæppe Stjernedrys


Resten af fredagen skal bruges til oprydning af kontoret.

Om jeg glæder mig!

Når travlheden er størst og man kender sine egne grænser så er det godt at kunne glædes over et enkelt
JA, JEG KAN GODT!

Det er en kvinde som vil komme fra morgenstunden og hjælpe i butikken. Det kan næsten ikke være større.

Her ville det have været rigtig godt at have et billede med en masse udstråling af glæde, hmm! 
I hvilken mappe har jeg nu lagt dem?

Grænser

Nu tænker jeg ikke på landegrænser.
Det er egentlig egne grænser jeg kender rimeligt godt. Hvor meget jeg når i løbet af dagen.
Jeg havde sat mig for at skulle nå et lille projekt i Påsken.
Jeg vidste på forhånd at der ville blive en del andre gøremål.
Jeg fik da strikket baglæns og er nu igang at strikke den rigtige vej. Har samtidig været heldig at finde lidt ekstra garn af den farve jeg strikker med.
I aften bliver jeg færdig.

Babykjole Bobler

Monday, April 01, 2013

Diagrammer

Er jo lidt af en nødvendighed hvis man vil lave noget strik med mønster.
Der arbejdes på højtryk da jeg gerne vil have nogle ting afsendt i denne uge til en af mine teststrikkere.

Sunday, March 31, 2013

Rugbrødsopskrift

Rugbrødene jeg satte til hævning forleden er næsten spist nu.
Rugbrødsopskrift
Hvis du har lyst til at bage dette rugbrød er opskriften nedenfor.

1 glas surdej - (1 glas surdej)
1,5 l vand (lunkent) - (10 dl vand)
600 g skårne rugkerner - (400 g skårne rugkerner)
150 g rugmel - (100 g rugmel)
750 g hvedemel - (500 g hvedemel)
6 tsk salt - (4 tsk salt)

Hæver ca 1 døgn
Herefter

Tilsæt ½ liter vand - (3½ dl vand)
1 kg rugmel - (666 g rugmel)

Tag surdej fra og drys med salt

Hældes i forme (der er i denne portion til 3 rugbrød)
Hæver ca 4 - 5 timer alt efter årstid

Pensles med smeltet smør
Prikkes med gaffel

Bages ved 180 grader i 2 timer HUSK: ikke varmluft

Da min røremaskine ikke kan rumme denne portion har jeg reduceret mængden som du ser til højre.
Jeg har denne røremaskine. Købt her.

Thursday, March 28, 2013

Rugbrødsbagning

Der er ikke noget mere lækkert end at bage sit eget rugbrød.
Jeg har gennem tid prøvet forskellige opskrifter. Nogle er bedre end andre.
Jeg fik rørt dej i går. Nu er brødene sat til hævning. Sådan skal de stå (overdækket naturligvis) i 4 - 5 timer hvorefter de bages i 2 timer.
De bliver gode! Opskrift kommer senere.

Wednesday, March 27, 2013

Fugleliv

Mens jeg sidder her og arbejder kommer fuglene og sætter sig på fedtkuglerne udenfor. Musvitter, bogfinker, blåmejser og dagens store oplevelse er den Store Flagspætte.
Alle de mindre fugle sad pænt og ventede af frygt for den store fugl.
Nu er der klar bane



Lige landet


Nyt design

Jeg er i perioder nødt til at få nogle til at hjælpe mig/inspirere mig så jeg selv kan komme videre med nye ideer.
Dana Watsham har designet for mig før.
Dana har for ikke længe siden designet "Stjernehimmel" som var med i Rødovre.
"Kometen kommer" var ikke helt klar dengang men den var med i Middelfart sammen med "Stjernehimmel".



Jeg nåede at blive fotograferet med den nye cardigan på. Da det blæser lidt er jeg nødt til at holde cardigan sammen med en hånd. Jeg kunne have sat en nål i men den er jo kun til låns.



Her øverste del af ryggen.
Den er lækker at have på, dejlig varm i vinden.
Begge modeller er nu på vej til de rette indehavere.
Denne model er strikket af 3 tråde: 2 tråde merino - Amigo og 1 tråd Hør - Lino
Strikket på pind 3½.

Tuesday, March 26, 2013

Ny til bibliotektet

Har set den et eller andet sted på nettet/ en blog tror jeg. Jeg kan desværre ikke huske hvor.
En bog om strømpestrikning på tilbud hos Arnold Busck.
Glæder mig til at kigge nærmere i denne bog.

Babybobler

For nogle år siden strikkede jeg et lille baby sæt i strømpegarn. Jeg var dengang ikke tilfreds med halsen, den var blevet lidt for stor. Har nu planer om at ændre denne halsudskæring. Jeg har selvfølgelig ikke mere strømpegarn i den farve. Måtte på hylderne for at finde en lys farve.
Først skal jeg lige pille op og strikke baglæns. Det bliver mit påske strik. Selvom det er hurtigt gjort bliver jeg nok ikke færdig der er jo alt det andet der også skal passes.


Monday, March 25, 2013

Debutant

Normalt tænker man i forestillinger/teater/bogudgivelser etc. Jeg har spekuleret på det i flere år om det var noget jeg/vi skulle deltage i. De tidligere år holdt vi jo altid ferie lige på det tidspunkt. Ferieplanerne er blevet ændret i år pga  nogle større arrangementer senere på året og næste år. Hvem ved om der bliver til en miniferie.

Vi skal i år for første gang deltage i Uldfestivalen i Saltum.

Sunday, March 24, 2013

Strømpegarn

Når noget er godt venter man gerne på det. Sådan er det også med bestemte farver, er de smukke nok så venter man til man kan få fingre i garnet.
Sådan har det været med nogle af farverne i strømpegarnet. Flere kunder har fået lagt garn til side selvom det ikke var på lager , selvfølgelig har de forudbetalt.
I sidste uge ankom en sending hvor denne specielt elskede farve var med.
Du kan bestille den her.

Naturgenopretning

Det har der været mange meninger om.
Jeg bor et af de steder hvor der er foretaget naturgenopretning.
Hele Skjern Å er genoprettet, et smukt syn idag.

Lidt længere fra hvor jeg bor ligger Filsø lidt mere vestpå.
Da nu solen og himlen har været så smuk i dag måtte vi bare ud til Filsø. Vejret har været klart hele dagen. Vi måtte bare ud, mærke vinden i ansigtet.
Først kørte vi ud til den tidligere Filsø avlsgård hvor dette foto er fra.


Videre kørte vi til Kløvbanken hvor der er en formidabel udsigt over Filsø. Tænk om der var nogen der fik lov til at lave en cafe her med udsigt.

Nu var det nok med al den friske luft. Hjemme, nord for gården, fik jeg lige skudt et par billeder af en vibe
 og selvfølgelig skulle fotografen være med på billedet. En regnspove var også landet på marken.


Åbningstider i påsken



ÅBNINGSTIDER I PÅSKEN
Skærtorsdag og Langfredag: 10.00 - 17.00
Lørdag: 9.00 - 12.00
Påskesøndag: Lukket
2. Påskedag: 10.00 - 17.00

DK4

Engang imellem kan det irritere at vi ikke kan tage flere programmer på TV. Jeg kan jo bare købe en større pakke men andre gange har vi rigeligt med programmer.

I går aftes manglede jeg DK4. Christel Seyfarth fik 1 time til at fortælle om strikkekunst. Det program ville jeg da gerne have set.
Jeg har jo en stand på strikkefestivallen i september på Fanø.

Det er et stykke tid siden jeg modtog kataloget. Mange spændende workshops, de er sikkert allerede overfyldt.





Saturday, March 23, 2013

Hvordan dagen skulle ende

Det er der jo aldrig nogen der ved. Man kan planlægge og ligepludselig sker der nogle forandringer.
Lige nu nåede jeg jo slet ikke til montering af min sommerbluse, ikke fordi jeg ikke vil det men dagen er istedet blevet brugt til opdatering af netbutikken. Kald det over-springs-handlinger men for mig er det vigtigere at kunne servicere dig derude.
Det er et kæmpe arbejde at opdatere men i sidste ende er det jo sjovt.

Det er jo koldt, bidende koldt og alligevel glæder jeg mig til det her, masser af æbler.

Om lidt bliver det strikketøjets tur og Downton Abbey.


At tænke sig!

Man kan ikke andet end elske dem. Jeg skulle ikke vente til efter weekenden.
En enkelt klat lim kunne gøre det. Min mand har altid været god til den slags.
Og NEJ jeg låner ham ikke ud.



Solen skinner, det bliver en god dag!
Jeg skal have monteret min sommerbluse. Strikket i det silkebløde garn Moo Boo.




Friday, March 22, 2013

Hendes verden

Det er et af de blade jeg oftest køber, måske jeg skal ønske mig et abonnement på et eller andet tidspunkt.

Jeg har lige modtaget næste uges nr. af Hendes Verden. Der er et tillæg med dette nr.
Er du til hæklede, strikkede eller syede dyr så vil jeg varmt anbefale at købe bladet i næste uge.
Det kan være du genkender uglen fra bogen "Herlige hæklerier" den er nemlig med.



I tusinde stykker

Sådan oplever man det når man nu lige havde planlagt et stykke arbejde. Hvorfor nu lige nu, hmm!
Vidste jo egentlig godt. Opdagede det faktisk allerede i weekenden.
Et af mine vigtigste værktøjer min VÆGT i udu, hmm!

Hvad gør man så. Henvender sig til sin alt-mulig-mand og beder ham pænt om at reparere vægten.
Ikke noget problem min kære, er svaret. Meen du må vente et par dage endnu. Jeg ved godt siger han at det er vigtigt.

Ihh hvor jeg glæder mig til efter weekenden når vægten er klar igen.



Her ligger den adskilte vægt.

Thursday, March 21, 2013

Nye farver

Jeg har et dilemma og jeg har haft det i et stykke tid nu - dilemmaet.
Det er af den positive slags, der ankommer varer til butikken. Varer som skal vejes af og pakkes.
Hvorfor det er et dilemma, jeg er helt alene om at skulle pakke disse lækkerier.
Nu kan nålefilterne glæde sig. Der er netop lige i dag ankommet farver til huden.
Altså ikke til menneskehud men til alle Jer som elsker at nålefilte.

Der vil lige gå et par dage førend farverne kommer i netbutikken da det ikke er vejr til fotografering.



Lige nu ligger ulden næsten alle steder som her under bordet



eller dette i gangbanen.

Den forunderlige verden

Dette sted, ja lige her foran computeren, denne forunderlige verden. Der sker nyt hele tiden.
Jeg har igennem årene fulgt flere blogs via Google Reader, Google+, Facebook og Bloglovin.
Google Reader bliver nedlagt pr. 1/7-13, istedet kan du bruge Bloglovin til at følge diverse blogs.


Jeg har også en lille Bloglovin knap et stykke nede i højre margen.

Den ser således ud:



Jeg vil da blive lidt glad hvis du vil følge mig på Bloglovin.

Thursday, March 07, 2013

Fast arbejde

Der er ikke noget bedre end at arbejde i butikken eller på kontoret. Jeg løber stærkt i øjeblikket da jeg ingen praktikant har. Jeg gør det med hovedet løftet også selvom det er ud på de små timer.
I kan nok regne ud at jeg ikke er færdig med at spole garn. Der mangler et par cones endnu.
Her er nogle af tidens smukke farver.

Nyd dagen derude.

Friday, March 01, 2013

Farveprøver

Det er sjovt at lege med farver og forskellige strikkegarner. Jeg har det godt med at kombinere farver. Tør egentlig at kombinere farver som i første omgang virker lidt grimme men til gengæld bliver slutresultatet super godt.
Jeg ved der er nogle mennesker der har svært ved at se det for sig uden at have en strikkeprøve på disse farvekombinationer. Det har jeg nu lavet et par stykker af for på den måde bliver det nemmere for alle parter.
Du får lige et par smagsprøver. Du kan jo så selv afgøre om jeg ikke har ret ang de store forvandlinger der sker med farverne.
Bordaux og hud
Grøn og lys grøn

Lyng og grå

Hud og pink
Regnbue og grøn
Rosa og pink

Thursday, February 28, 2013

Garn spoles

Det tager noget tid når man nu skal spole garn. Det er hyggeligt arbejde. Der høres opera samtidig med der arbejdes. Det er selvfølgelig Italiensk opera.



Garnet er ankommet for nogen tid siden men andre opgaver skulle være færdige først. Nu skal der bare fuld skrue på spoleriet.


Wednesday, February 27, 2013

Forår i luften

Det har da været et forrygende godt vejr i dag.
Solen har skinnet hele dagen.
Jeg har desværre måtte være indendørs for at arbejde meen jeg nåede da udendørs efter lukketid.
Jeg har da mærket solen på næsen.

Huskede at tage et par billeder af det spirende forår.
Se selv. Det er ikke ukrudtet du skal se efter, hihihihi!

Et par tulipaner.



Nogle krokus.



Er der en af Jer der kan forklare hvordan jeg kan dreje billedet. Det oprindelige billede er i bredformat, hmm. Det må der lige tænkes over.


Blomstrende grene

Det er så dejligt på denne årstid at kunne få nogle friske grene ind i stuen og få dem til at blomstre.

For nogle uger siden, jeg tror det var da jeg var i Rødovre!
Den weekend var min havemand forbi og han fik beskåret alle mine frugttrær. Det er jo denne årstid det skal gøres hvis man vil have et ordentligt udbytte.
Grenene, de pæneste af dem, fik han smukt arrangeret i vores stue. De er dekorative selvom de måske ikke kan drives til at springe ud. Læg mærke til de enkelte blade for enden af hver gren.



Der er også blevet hente forsythia grene. De er til gengæld nemme at drive.
Du kan nå det endnu at hente foråret ind i stuen.


Tuesday, February 26, 2013

Bogfund

Du har sikkert allerede set bogen. Den udkom i 2012, forfatteren Emma Kennedy har skrevet en lidt sjov bog: The Killing Handbook. Den handler selvfølgelig om den danske TV serie Forbrydelsen. Der er et forord skrevet af Sofie Gråbøl.
Bogen giver dig et indblik i og mulighed for at blive en Sarah Lund.
Det som er den sjove vinkel når jeg som dansker læser denne bog er i hovedtrækkene hvordan englændere og andre nationaliteter ser på os.
Vores levevis og væremåde bliver beskrevet ned til den mindste detalje.
Du får nogle opskrifter på de mest almindelige danske madretter, en guide til de vigtigste steder i København hvor de forskellige afsnit er optaget samt og det er det mest interessante opskrifter på hvordan du strikker de vigtigste af de striktrøjer Sarah Lund har haft på i diverse afsnit.
En  lidt sjov bog.



Lister

I øjeblikket er jeg nødt til at lave lister over de ting jeg skal lave. Jeg kan godt li' det.
Det er vigtigt at arbejde struktureret.
Hakke en ting af ad gangen på listen.
Dagene er i øjeblikket delt meget op i diverse gøremål. Og alligevel afbrudt af kunder i butikken på den gode måde.

Udenfor er der lyde fra bombninger/øvelser i Borris skydeterræn.

Monday, February 25, 2013

Regnskabets time

Der arbejdes på højtryk på flere fronter!
Jeg kan li' det!
Det vigtigste i øjeblikket der skal gøres færdigt er momsregnskab og generelt årsrengskabet for 2012.

Det roder overalt på kontoret med mine papirer og mapper. Det får du ikke at se da det ikke er et kønt syn.

På strikkefronten er der flere opskrifter som skal klargøres til mine teststrikkere.
Der er vist også lige et par enkelte projekter der mangeler at blive færdiggjort.

Det er som om tingene gentager sig.
Jeg mangler at vise mange af de ting der ER blevet færdige.
Hængepartier kaldes det vist.

Udenfor er det isnende koldt men foråret er i luften kan vi mærke med alle de forskellige dufte der allerede er.
Da indlægget ikke skulle være uden billdede for du her et af ældre dato.


Friday, February 22, 2013

Gamle mønstre

Hvordan skal vi forholde os til ophavsretten på gamle mønstre. Mønstre som er flere hundrede år gamle.
Skal vi respektere en designeres ideer eller kan vi bare kopiere som det passer os.
Hvordan vil de nutide designere stille sig hvis vi kopierede Deres værker for at sælge færdige modeller. Eller kopierer færdige modeller for at lave strikke opskrifter.
Jeg ved hvor jeg står i denne sag og der er ting som ikke er ok. Kopiering er ikke ok gammelt mønster eller ej!

Har netop set en udsendelse om en dansk strikkebutik der er blevet sagsøgt. Du kan se udesendelsen her.
Klik på billedet for se udesendelsen.

Monday, February 11, 2013

En af de dage

Mandag.
Dagen er egentlig smuk. solen skinner, det ser koldt ud.
Praktikanten kommer inden længe.
Jeg må nok overlade alt arbejde til hende og gå i seng igen.
Jeg er blevet overmandet af en heftig snue!

Sunday, February 10, 2013

Stjerner



Kan man slet ikke få nok af.

Jeg fik Dana Watsham til at designe en tunika til mig i det lækre hørgarn. Du kan som der er gjort her strikke 2 tråde hør sammen med en tynd merino. Du har et hav af muligheder.
En af mine teststrikkere Merete fra Ramløse har udført dette smukke stykke arbejde.
Du har nu mulighed for at købe strikkekittet til Stjernehimmel her.
Kvinden på billedet er nu indehaver af en smuk tunika. Tak til dig fordi du lod dig fotografere.



Friday, February 08, 2013

Endelig fri

Nu kan jeg sætte mig i den dybe stol eller sofaen med mit strikketøj og helt slappe af!
Jeg mangler liiiiiige og så mangler jeg også, jeg kan liiiiiiiige nå etc.

Nu må I alle have en dejlig weekend!
Varme klem herfra!

Denne hue kan du strikke hvis du fryser om ørerne. Stjernen er i bogen "Strik med Nordisk tradition".
Den er dobbelt strikket!



Arbejdsfredag

Selvom butikken er lukket og vi har slukket, ja så er der stadig noget der skal laves.
Jeg vil lige være færdig med noget opdatering af netbutikken inden fredag aften rigtigt starter.
Du vil i løbet af aftenen få mulighed for at købe mindre portioner af det lækre shetlandsgarn/højlanduld. Jeg har indtil nu nået 1/3 del meen lidt er bedre end slet ikke. Der er flere der har spurgt om garnet kan købes på cones, det kan det!


Thursday, February 07, 2013

At tænke sig

Gid jeg dog havde flere timer i døgnet, hahaha!
Og hvis jeg havde ville det slet ikke række til alt det jeg gerne vil strikke.

Tag nu feks alle de ideer der står i kø for at blive strikket. Nu er det jo godt at jeg har fået et samarbejde med nogle teststrikkkere. I får noget at se til i dette år tegnebrættet er tynget af papirer som kun venter på færdiggørelse. 
En kvinde vil have harems bukser samt en kjole til, en anden vil have en poncho, en tredje spørger pænt indtil en cardigan, en fjerde ønsker en soltop osv. Jeg elsker Jer alle for disse forslag jeg har lavet en liste i prioriteret rækkefølge og I vil alle få Jeres ønsker opfyldt på et tidspunkt. Nu er jeg jo ikke en gavebod eller en ønskebrønd hvor man bare kan bede om hvad som helst meeeen!

Jeg har slet ikke fået takket alle Jer som kiggede forbi vores stand i Rødovrehallerne, det så nogenlunde sådan ud på et tidspunkt.

Når jeg ser billederne nu kan jeg slet ikke forstå der ingen garderobe var eller har alle overset den, hmm! Vi havde det meget varmt på vores stand.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails