Wednesday, November 22, 2017

Ret strikket sweater

Jeg ville gerne gå i gang med at strikke denne sweater. Det er en model som er nem at gå til, det kræver ikke mange års erfaring at strikke denne trøje. Sweateren kan strikkes i størrelserne 2 - 4 - 6 - 8 år og forbruget er fra 7 til 11 nøgler da den er strikket i 2 farver. Modellen er strikket i et garn som er en blanding af uld og bomuld. Strikkegarnet hedder Klara og er fra det danske firma Permin. 
Du har mulighed for at købe garn og opskrift i et strikkekit eller du kan også vælge kun at købe opskriften, hvis du køber 200 gram garn.

Tuesday, November 07, 2017

Poncho til piger

Har du en pige i alderen 6 - 14 år så er jeg sikker på at denne poncho vil være noget for hende. En lækker blød poncho strikket i det skønne bløde garn Klara. Du har mulighed for at købe opskriften til denne poncho men kun hvis du også køber 200 gram garn. Har du istedet lyst til at købe en færdig strikkekit til denne poncho som indeholder garn og opskrift så har du også den mulighed. Er det ikke lige den farve du ønsker så kan du altid vælge en anden farve af Klara.
Jeg er helt sikker på jeg kender en pige som gerne vil have jeg strikker denne til hende. Nu skal hun bare vælge farve.


Monday, November 06, 2017

Ellen

Er ikke bare på besøg hun har fundet sig en god blivende plads. Hun er lækker og blød og hun løber langt. Alle kan  lide hendes selskab da du vil kunne have hende tæt på kroppen. Det er et dejligt strikkegarn som vil være godt til de helt mindste da det er så blødt. Det er igen en blanding af bomuld og uld.
Strikkegarnet Ellen fås i 30 smukke farver. Vi har i øjeblikket 14 af disse på lager. Resten af farverne er i restordre.
Ellen - Bomuld/uld strikkegarn

Thursday, November 02, 2017

Klara

Er kommet på besøg. Det kan være hun bliver her i en længere periode. Nu må vi se hvordan hun bliver modtaget. Foreløbig er hun blevet modtaget med mange klapsalver.
Det er et strikkegarn jeg taler om, men det har du sikkert allerede opdaget.
Dette strikkegarn ankom til min lille butik i dag. Der arbejdes på højtryk.
Jeg glæder mig til at strikke i dette garn som er 55% uld og 45% bomuld. Er du en smule overfølsom for garn der kradser så er dette strikkegarn Klara lige noget for dig. Dette strikkegarn passer lige til denne årstid hvor det ikke er særlig koldt men heller ikke særlig varmt. Garnet fås i 18 smukke farver.

Tuesday, October 17, 2017

Æbletid

Jeg elsker denne årstid. Jeg elsker at gå ud i min have for at plukke æbler. Jeg har mange æbletræer. Det er ikke fordi høsten er særlig stor i år (vi fik lidt frost mens træerne blomstrede). For nogen tid siden plukkede vi 3 kg fra vores Aroma æbletræ, normalt giver det 30 kg. For ca 1 uge siden fik jeg plukket sorterne Rød Ingrid Marie, Belle de Boskoop og Ildrød Pigeon.
Der er ikke noget bedre end at sætte tænderne i et ny plukket æble. 
Kommer du forbi har du mulighed for at købe et par æbler.

Et lækkert Belle de Boskoop som er et godt madæble


Den fine Ildrøde Pigeon som vækker barndoms minderne frem. Husker det som et juleæble.

En af mine favoritter er dette lækre spiseæble Ingrid Marie.


Monday, October 16, 2017

Halloween

Det er ikke en tradition jeg fejrer. Det er for mig en ny tradition. Ok den har været i Danmark i ca 10 -15 år.
I går har jeg alligevel udhulet et græskar og pyntet op udenfor min lille butik. Indrømmet det er en smule hyggeligt at udhule græskar og pynte op. Jeg ved at det først er 31. oktober det er Halloween eller Allehelgensaften men da det er efterårsferie for mange havde jeg lyst til at pynt op.
Hvis jeg kunne få fat i nogle roer ville jeg have udhulet disse også. Vi har tidligere i Danmark fejret Allehelgensaften d. 31. oktober og Allehelgensdag d. 1. november. Hvis du vil læse mere om den danske tradition kan du finde det her.

Wednesday, September 27, 2017

Regia

Er et gammelt tysk strømpegarns mærke som Schachenmayr producerer. Gennem tid har de haft flere forskellige multifarvede strømpegarner. Det sidste nye er Regia Design Line hvor farver og mønstre er designet af de 2 kendte nordmænd Arne & Carlos. Ideen med dette strømpegarn er kort fortalt at man kan få strikket 2 ens strømper da der er en gul hjælpetråd. Har du lyst til at strikke med dette lækre garn kan du finde det her i min lille butik.
Regia Pairfect Design Line by Arne & Carlos
Regia Pairfect Design Line by Arne & Carlos

Wednesday, August 02, 2017

Hvor blev tiden af

Det spørger jeg mig selv næsten hver dag. Jeg kan se tiden løber stærkt eller også har jeg bare meget at lave.
Det sidste gør ikke så meget da jeg har det godt med det jeg laver.

Hvad har jeg så lavet siden sidst. Først og fremmest har jeg pakket ordrer, lavet regnskab, passet min familie, passet min have, haft besøg af gode venner, ekspederet kunder i min lille butiks åbningstid, lavet nyt design som du vil få at se senere.
Ok, så har jeg planlagt efterårets strikkecafe'er samt andre kurser som du vil kunne finde på min lille webshop inden længe.



Thursday, June 22, 2017

Rosenhave

For mange år siden anlagde vi en rosen have for enden af vores stuehus. Mange har gennem tid beundret den og taget billeder af den når den står i fuld flor. Lige nu er der mange smukke roser at kigge på også i vores have. Vi har kun røde roser og nogle er gamle historiske roser andre er mere nutidige.
I går var vejret solrigt og smukt og roserne duftede en fin og livlig duft.




Jeg har i nogle år gjort tilløb til at bruge rosenblade men er kommet fra det hvert år.
I går var dagen hvor rosen buskene blev plyndret. Kom i tanke om at man kan ecoprinte med roser men det var ikke i mine tanker.
I stedet blev der produceret rosenvand. 3 hold roser men samme vand, således blev det en dyb rød farve på rosen vandet.
Her er noget hældt i et glas og til forveksling kan det ligne hindbærsaft.
Lige nu vil jeg gerne kunne opbevare det i længere tid men er i tvivl om hvilket konserveringsmiddel jeg skal bruge. Det er på flaske i køleskabet indtil jeg finder en løsning.

Wednesday, June 21, 2017

Forspirede tomater

Jeg elsker tomater. Derfor gik jeg i gang med forspiring i marts/april måned.
Da min jord er sandjord ville jeg gøre nogle forsøg. Derfor valgte jeg 8 forskellige tomatsorter. Jeg vil se hvilke der klarer sig bedst. Jeg har lavet lidt jordforbedring i kraft af spagnum og kalk. Jeg havde også valgt nogle som kun egner sig til drivhus. Det skal nævnes at jeg ikke ejer et drivhus. Alle planterne blev udplantet midt i maj.
Der vil gå nogen tid inden jeg kommer til at smage den første tomat.
Lige nu ser tomatplanterne således ud.
I må lige abstrahere fra ukrudtet foran og bagved tomatplanterne.

Monday, June 19, 2017

Bomulds rondeller

En lang arbejdsdag gør at kroppen på mange måder bliver træt. En træthed som oftest kan ses på ens ydre som er huden. Man kan hjælpe sig selv lidt inden sengetid.
Jeg vil ikke lyde frelst! Når jeg mærker denne træthed gør jeg det, inden sengetid, at jeg vasker mit ansigt, fjerner make-up, køler ansigtet af og efterfølgende smører huden ind i en god creme. Derefter bruger jeg mine bomulds rondeller for at give huden lidt massage. Det er rart og får huden til at slappe af bagefter.
Da jeg er et kreativt menneske hækler jeg selv mine rondeller. Jeg kan godt lide den lidt kraftige kvalitet så derfor har jeg hæklet dem i bomuldsgarnet Navy.
Som du kan se på billedet mangler jeg lige at hæfte ender men det tager ikke så lang tid. Disse rondeller tager ikke lang tid at hækle. Til hver bomulds rondel har jeg brugt ca 6 gram, hæklenål 4½ er brugt til dette garn.
Hæklet bomulds rondeller

Friday, June 16, 2017

Strikkecamp i Korsør

Flere steder i landet er man for nogle år tilbage begyndt at afholde strikkecamp. Det er en hyggelig måde at mødes med andre kreative kvinder og mænd. Nogle steder kan man deltage i workshops og andre steder kommer der som jeg nogle forretninger med strikkegarn.
I denne weekend er der strikkecamp i Korsør og jeg deltager med min lille forretning. Om nogle timer tager jeg afsted for at stille op. I morgen og på søndag kan man købe lidt strikkegarn, bøger og tilbehør. Vi ses.

Thursday, June 15, 2017

Hæklede ranker

Vi er på en årstid hvor der snart holdes studentergilder i hele landet.
Det gør det lidt mere festligt hvis man hækler nogle flagranker eller nogle bolde som kan gøre det ud for kulørte lamper, næsten.
Det er efterhånden nogle år siden jeg har haft studenter i huset men til gengæld er min plan at hækle nogle ranker til Sankt Hans aften for det er jo om en uge.
Sidst jeg brugte flagranker var til min egen runde fødselsdag for nogle år siden. Pga tidsnød fik jeg nogle søde kollegaer til at hækle og strikke flag.
Der er skrevet denne fine bog om "Hæklede ranker til hverdag og fest"


Hæklede ranker

Wednesday, June 14, 2017

Urtehave

Det er en af de ting som er svære at undvære.
Jeg har gennem tid altid haft en mere eller mindre urtehave.
På tidspunkter har urtehaven været på størrelse på 1 tønde land.
Det alt sammen afhang af hvor meget jeg havde at lave. På et tidspunkt var jeg nødt til helt at droppe urtehaven. Jeg kunne ikke nå det.
Jeg ved ikke om det fornyede krafter men en ide har ligget i baghovedet et par år. En ide der også har drillet lidt. En ide om højbede, det er jo trods alt nemmere at luge ukrudt med et højbed der er ½ meter i højden.
Tidligt på vinteren fik jeg købt og hjembragt mange stykker lærketræ i 3 meters længde. Fik lånt noget gear til at save i de længder jeg havde brug for. Allierede mig med mændene i familien, forøvrigt et godt samarbejde. Resultat: nu har jeg 3 stk højbede 3 x 1 meter. Den yngste er ingeniør så han fik opgaven at udregne trykfaktor på brædderne således at de ikke bliver gravide på midten. Det er faktisk ærgerligt at der ikke blev taget billeder af processen. sådan kan det ske.
Nogle gode venner havde hørt om vores planer sidste år og gav os forskellige jordbærplanter til en start.
Her er resultatet med jordbær og løg. Det vil på sigt blive et bed med jordbær. Det er da herligt man ikke skal bøje sig ret meget for at plukke jordbær.Mellem jordbær og løg er der sået rapini og radiser.
Højbed med jordbær

Tuesday, June 13, 2017

Den blomstrende have

Hele vinteren går vi og venter på at alting blomstrer. Det gør os i godt humør at se al den blomstren. Vi har mulighed for at tage noget af haven indendørs og det gør vi. Vi gør det i mindre portioner som vi stiller i vaser rundt om i huset. Vi bringer nye dufte ind i huset med alle disse blomster. Ja, det er klart at det ikke er alt der dufter.
Her er en buket med liljer, brudeslør og en vild blomst jeg ikke kender men som lige pludselig bare var der midt i mit hvide staudebed.
Smuk er den og senere på året bliver den flyttet over i vores blå staudebed.
Liljer i buket sammen med brudeslør


Monday, June 12, 2017

Bøger med klude

Nu hvor jeg er så godt i gang med at hækle klude så vil jeg prøve at strikke og hækle et par stykker mere. Der er jo i de sidste par år blevet udgivet et par bøger med klude.
Jeg kan nævne dem som jeg har anskaffet mig.
Der er flere danske bøger med og om klude. Jeg kan nævne "Strikkede klude" af Helle Benedikte Neigaard, "Strikkede klude fra A til Ø" af Gitte Gade, "Hæklede klude" af Camilla Schmidt Rasmussen og Sofie Grangaard til slut "Hæklede klude fra A til Ø"
Der er en bog på norsk "Kluter".
Jeg vil prøve nogle stykker fra nogle af bøgerne. Det bliver ikke i første omgang dem alle men et udpluk. Det bliver det lækre bomuldsgarn Cheope og Kimera jeg vil hækle og strikke kludene i. Jeg vil måske prøve strikkegarnet Navy.
Her en påbegyndt klud fra bogen Strikkede klude fra A til Ø. Jeg får en pæn stor klud da jeg strikker på pind 4. Jeg kan nemlig godt lide store klude. Når jeg har valgt pind 4 er det fordi jeg ved af erfaringer at bomuld kryber en lille smule ved vask. Efter vask vil min klud stadig være blød og lækker.
Strikkede klude fra A til Ø. Bomuldsgarn Cheope

Sunday, June 11, 2017

Karklude

I de seneste par år er der flere og flere der er kommet i gang med at strikke eller hækle karklude. Jeg selv er også i gang, jeg har været i gang et stykke tid. Det er rart at kunne hækle eller strikke klude til en god veninde, som en værtindegave eller bare til ens eget køkken eller badeværelse.
I min familie har man altid strikket eller hæklet vaskeklude og karklude. Jeg erindrer min mor og mormor altid strikkede til hele familien. Jeg har stadig et par stykker tilbage som ikke helt er slidt op, Derfor er jeg kommet i gang med at hækle klude.
Jeg kunne ikke lade være når jeg nu kunne få fat i et så smukt flerfarvet bomuld Kimera som den jeg har arbejdet med.
Jeg har valgt at kombinere den multifarvet med en ensfarvet bomuld Cheope. Jeg har brugt hæklenål 4½. Det kan lade sig gøre at få 2 klude med dette mønster når man har gjort som jeg har gjort. Foreløbigt er det blevet til denne stak.
Hæklet karklude af bomuldsgarnet Kimera og Cheope

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails