Det er jo ved denne tid vi hygger os med juleforberedelser.
Ja, ja jeg ved det godt. I gider ikke rigtigt endnu eller er det kommet bag på Jer!
Jeg har nedenfor lavet en billedserie. Det er mørkt i vejret da billederne blev taget. Jeg håber I alligevel får noget ud af det.
Husk bare en ting, skriv hvor du har ideen fra hvis du hækler mine stjerner, så bliver jeg en smule glad.
Hvilket garn du vælger er underordnet bare du tilpasser hæklenålen til garnet. Størrelsen bliver derefter.
Til denne stjerne har jeg brugt bomuldsgarnet Spice. Det lå foran mig så det var det nærmeste at starte med. Farven her er lysblå/vandblå. Jeg har brugt hæklenål 3½.
Slå 5 lm= luftmasker op og
dan en ring ved at hækle en kædemaske gennem første lm.
Nu skal du hækle basis for din stjerne. Du hækler omkring ringen altså nålen skal hele tiden ind i midten af ringen.
Jeg har valgt at hækle db stgm = dobbelte stangmasker. Du kan også vælge andre masketyper men den dobbelte giver en større stjerne.
1 db stgm hækles således: 2 omslag på hæklenålen, ned i midten af ringen og
lav et omslag som trækkes gennem ringen, du har nu 4 omslag, lav et omslag som du trækker gennem de første 2, igen et omslag igennem de 2 næste og igen et omslag igennem de 2 sidste.
Nu har du hæklet 1 db stg.
Disse db stg masker hækler du 14 af i ringen.
Ringen samles med en kædemaske som hækles i den 3. lm, dette for at gøre det til en helhed.
Nu skal du til at hækle takkerne på stjernen.
Fra den position du har nu skal du forsætte med at slå 5 lm op. Disse 5 lm er basen for din stjerne. Det er dem du skal hækle de efterfølgende masker i.
I nr. 2 lm fra hæklenålen hækler du en fm =fastmaske.
1 fastmaske hækles således. Sæt hæklenålen igennem masken, lav et omslag som du trækker igennem masken og løkken på nålen.
Du kan se de 3 omslag lige under pinden.I den næste maske hækles en ½ stgm = ½ stangmaske.
Den hækles således. Lav et omslag på hæklenålen, sæt hæklenålen gennem den næste lm nu har du 3 løkker på nålen, lav endnu et omslag som trækkes gennem alle 3 løkker.
I den 4. lm hækles en alm stgm = stangmaske.
Det gøres således. Et omslag, hæklenålen gennem masken og lav endnu et omslag som trækkes gennem masken, nu har du 3 omslag på pinden, lav endnu et omslag som trækkes gennem de 2 første omslag, slut med et omslag som trækkes gennem de sidste.
Slut takken af med en db stgm som vist på et af de første billeder.
Takken hæftes på cirklen med en km, du skal springe henover 3 db stgm på basis.
Nu hækler du 4 takker mere.
Slut resultat bliver som vist på billedet. Min udspænding har jeg fået trukket skævt men det er nødvendigt med en udspænding da det hel krøller nå man er færdig.
No comments:
Post a Comment